FOLKEHAVEN – BYHAVER VED VOR FRELSERS KIRKE

Velkommen til Folkehaven – bliv medskaber af en lille grøn oase i Vestbyen

I Vor Frelsers Kirke har vi besluttet at forvandle vores øde græsplæne foran kirken til en Folkehave og et nyt grønt byrum bestående af 15 plantekasser med et skønt opholdsmiljø rundt om haverne. Vi drømmer om at skabe et lokalt fællesskab og mødested, der kan blive et vækst og værdi for både afgrøder og mennesker. Et offentligt grønt åndehul, hvor alle må føle sig velkommen og et byhavefællesskab, hvor vi sammen værdsætter naturen, passer på det pragtfulde skaberværk og tager små skridt til en grønnere omstilling i vores by.


Skal du være med? Her er god plads til grønne nybegyndere – vi øver os sammen og skaber rig mulighed for vækst.

Hvem kan leje en byhave?

Du kan leje en byhave, hvis du bor i Vestbyen eller i nærheden af Vor Frelsers Kirke. Vi vil vildt gerne dele vores 15 byhaver med vores naboer – netop for at skabe et lokalt fællesskab og mødested.

Når du lejer en byhave i Folkehaven: 

  • Får du en plantekasse med målene 150 x 100 x 50 cm
  • Får du et grønt åndehul i hverdagen. 
  • Bliver en del af et lokalt fællesskab med fælles havedage, fællesspisning én gang i måneden og hvad vi ellers finder på. 
  • Muligheden for at være med til at planlægge lokale aktiviteter i Folkehaven.
  • Redskaber til fri afbenyttelse og et dejligt uderum der er sydvestvendt.     

Prisen for én sæson 

Gratis leje i 2021, da vi er kommet alt for sent i gang med sæsonen pga. corona.

Fremover vil en sæson vare fra 1. marts- 31. oktober. En byhave koster 200 kr. årligt og skal fornyes hver sæson. I vinterhalvåret fyldes plantekasserne med små juletræer eller andet grønt, som kan skabe en hyggelig stemning foran kirken henover julen og vinterhalvåret.

Hvornår åbner Folkehaven?


Vi satser på, at vi må begynde Folkehave-sæsonen lørdag d. 12. juni kl. 10.30 med en fælles havedag.

Det bliver en dag, hvor vi selvfølgelig skal gøre plantekasserne klar til sæsonen og lære hinanden at kende. Til frokost tænder vi grillen og sørger for salat og pølser, så vi for alvor kan få skudt havesæsonen i gang.

Henover sommeren vil der løbende blive bygget et hyggeligt miljø på græsplænen rundt om haverne og nede på pladsen foran kirken.


Er du interesseret i en byhave? Så udfyld formularen herunder til Folkehavens koordinator, Marianne Langdahl.  Har du flere spørgsmål, så send mig endelig en mail på marianne@vorfrelsers.dk.