Nå, men – øh… Så er vi her. Ved det vejkryds i tiden, som vi kalder nytårsaften. Der er rødt lys. Vi holder stille. Og orienterer os. Frem, tilbage, til siderne. Vi slipper rattet, flytter foden væk fra speederen og læner os tilbage i sædet. Strækker os, ser os omkring i bilen: Hvem er det nu, der er her sammen med os? Eller ikke er her sammen med os…

Det værste er altid de tomme pladser. Der er nogen, der skulle have været her sammen med os, men som af forskellige årsager ikke er det. Nogle har vi båret til graven, og vi ved, at der altid vil være en tom plads i vores liv, fordi DE – lige nøjagtig DE – skulle have været her, og vi vogter over, at ingen sætter sig på den tomme plads, for den kan og må ikke mere besættes. Nogle har selv rejst sig og forladt os, eller vi har rejst os og forladt dem, fordi vi ikke skulle være sammen mere. Vi skulle gå forskellige veje, men derfor kan vi godt savne dem alligevel.
Og apropos savn – så kan vi også savne forud – altså savne dem, der venter os i fremtiden, eller som vi håber, venter os i fremtiden, og vi reserverer måske ovenikøbet fremtrædende pladser til dem som en slags storhedsvanvid på håbets vegne.

Der er nye ansigter, måske endda ukendte ansigter, der er hoppet ind i bilen og har sat sig til rette, spændt sikkerhedsselerne og kigger på os med forventning om, at det her det bliver godt. Og det håber vi jo, at det gør. Der er ansigter, vi kender bedre end vores eget, og som bliver ved med at smile til os, og øjne, vi ikke kan møde ret længe ad gangen, fordi de får os til at stille flere spørgsmål, end der er svar at give.
Måske er det ikke en bil, men en bus?
Vi ser i bakspejlet og får øje på sorgen og glæden, der insisterer på at holde hinanden i hånden. Eller rettere: Sorgen klæber til glæden og vil ikke give slip på den, og de larmer, og vi sender dem ned på bagerste række.
Hey, spørger vi højt ud i bussen. Hvordan har vi det egentlig? Er vi okay? Er vi med på fest? Eller hvad?

Hvordan har vi det egentlig? Hvor er vi på vej hen? Har vi det sjovt? Er vi lykkelige? Lever vi det liv, vi gerne ville leve? Lever vi så godt, vi kan? Og hvad vil det i det hele taget sige? Hvordan kan man leve godt? Og skal man sige undskyld, når man ikke gør det? Og til hvem? Skal man nogle gange sige undskyld fx til sig selv og være sig selv nådig eller nærmest? Eftergive sig selv sine egne gældsbeviser på mistet liv grundet dårligt vejr og ustabile indtægter? Kan man det?
Hvad går vi glip af? Hvem svigter vi? Hvorfor er det nogle gange så svært at være menneske?

Så holder vi her. Ved det vejkryds i tiden, som vi kalder nytårsaften.
Hvordan har vi det egentlig? Hm…

Vi ved i hvert fald, at der er bobler og kransekage lige om lidt, og det er da i hvert fald noget godt, er det ikke? Det betyder vel, at der er nogen, der synes, at der er noget at fejre – gør det ikke?
Og hvad er det så, vi fejrer?

Om lidt vil nogle af os fuld af energi og eventyrlyst accellere hårdt og hurtigt og piske afsted ind i det ukendte landskab, der hedder 2026, for at udforske og opdage og begejstret afsøge hver eneste sidevej, der muuuligvis kunne føre til et lille eventyr. Andre af os vil lunte lidt tungt og trægt afsted – som bjørnen Baloo, der er modig nok til at gå glip af alt andet end det helt elementært nødvendige. Andre vil nølende og skeptiske og fulde af bange anelser vove at tage nogle små skridt ind over grænsen til det nye land. Nogle skal liiiige vækkes i morgen, og andre igen må trækkes skrigende og modvilligt ind i det nye år.

Så holder vi her. Ved det vejkryds i tiden, som vi kalder nytårsaften.

Der er rødt lys, og vi konstaterer, at verden ikke trods vedholdende rygter om det modsatte er gået under endnu. Måske er det det, vi fejrer?
Det ville være dejligt, som en journalist for nylig sagde det, hvis nogen ville hæve glasset og erklære den perfekte verden for død og så holde nogle fester i stedet.
Vi tænker, at det giver mening, og det vil vi gerne være med til. Samtidig med tragedierne og ulykkerne og usikkerheden, så opstår livet nemlig hele tiden omkring os. Der var nogen, der greb vores hånd og hjalp os op igen, da vi faldt. Han blev rask igen. Hun holdt ud en dag mere. Vi bestod mod alle odds og på trods af en helt uforsvarlig dovenskab eksamen. Solen skinnede uventet den dag, vi holdt en udendørs fest i haven. Vi fik det helt nødvendige smil, læste et unødvendigt smukt, nyskrevet digt, og der var arme, der tog om os, og varm mad på bordet de fleste aftener og endda second breakfast engang imellem.

Der er også de sædvanlige dommedagsprofeter med i bussen. Og en dag får de selvfølgelig ret i, at jorden går under. Men indtil den dag vil vi modsige dem og sende dem ned til sorgen og glæden bagerst i bussen. Så kan de sidde der og holde i hånden. Men de kæfter op, og selvfølgelig kan vi høre dem hele tiden, jo, jo, det kan vi da, men hvad dommedagsprofeterne ikke ved er, at når de endelig får ret, så vil det blive en god dag, for kun glæden og kærligheden vil bestå på dommens dag.
Men det skal ikke forhindre os i at tage vores liv på os nu. Sådan siger vi til os selv, mens vi venter på det grønne lys. Vi skal vove at tage et nyt år på os. Måske endda gå ind i det med glæde. At turde det. At ville det. At finde modet. At tage de første skridt.

Måske endda dette: At le morgendagen i møde, som der står i Bibelen et sted.

At le morgendagen i møde, ikke fordi den sikkert bliver god, for det ved vi jo ret beset intet om. Men fordi vi, som ikke ved, hvad der venter os, må vide, HVEM der venter os. Eller tro det i hvert fald – som en kærlighedserklæring, en tillidsfuld lænen sig ind i det, vi ikke kan se, men som vi alligevel må fatte tillid til. Vi må som kristne tro dette, at Kristus er i tiden. At Gud er gået ind i verden for at være i livet og døden med os.
Vi lever i et samfund, der har fået mange navne. Mange har meget at sige om vores tid, men vi glemmer nogle gange det vigtigste: At Kristus er med os i vores tid, hvad vi så end kalder den, og uanset hvilken sociolog, der har givet vores tid et nyt navn. At han kom til verden og ikke har forladt den.

Så holder vi her. Ved det vejkryds i tiden, som vi kalder nytårsaften.

Det går op for os, at vi lever i tid. Og at det ikke giver mening at forsøge at hacke kroppens biologiske alder fx. Hvorfor skulle vi dog det, når Kristus er i alle vores tider, og vi ser, at dette vejkryds i tiden har form af korset, at vejkrydset bliver en forkyndelse af den evigt nærværende, der går med os på vores veje. At vejkrydset bliver en hilsen fra den Gud, der kom til verden julenat og i langfredagsmørket gik til grunde med verdens skyld og skam og lidelse – også med vores.
Og vi tænker: Hvad er der med nætter? Hvorfor er de så farlige?
Og vi tænker: Hvad er der med morgener? Hvorfor kommer de så tidligt?

Måske fordi de har så travlt med at række os det glædelige budskab, at den nyfødte også blev den opstandne.

Og nu siger han, Jesus, som er Kristus, frelseren, dette til os: Lad være med at stå på gader og stræder og sociale medier og vise dig frem. Lad være med at søge din tryghed og din bekræftelse og din integritet og grounding i, hvad andre mennesker tænker om dig. De tænker jo alt muligt om dig, ligesom du tænker alt muligt om dem. Lad dem dog gøre det.
Men du er ikke i gang med at opføre et cirkusnummer. Det er et liv, du er i gang med at leve.
Et rigtigt liv.

Ret din første opmærksomhed mod Gud. Hold blikket fast der.
Lev stort og stærkt og lev trygt, fordi du kan vende dig mod Gud, som du ikke kan spille skuespil for, som ikke bliver imponeret eller skuffet, men som i sit væsen ikke er andet end kærlighed og siger, at du må kalde Gud for din far – far ikke forstået som et køn eller et samfundssystem eller en magtbastion, men som en kategori, der er Guds egen, og som betyder, at Gud er med dig og for dig og beskytter dig, giver sit liv for dig, og drager omsorg for dig og skaber et livsrum til dig. Og du behøver ikke bruge lange lister med rigtige ord for at række ud mod Gud. Du kan bare sige: Far. Min far. Men du kan også også sige Vor Far. For så er du pludselig ikke alene. Så beder du sammen med millioner, milliarder, af andre, der i fortid, nutid og fremtid har taget og vil tage imod invitationen til bag lukkede døre og på de største scener at have hjemsted i livet som et Guds barn.

Du kan le 2026 i møde, fordi du må høre hjemme hos den Gud. Fordi på den anden side af vejkrydset – der venter Gud. Ligesom den Gud er i bussen med dig nu. Mens du venter. Mens du samler mod. Mens du håber, at du kan blive holdende her for altid – måske. Mens du tænker skrækscenarierne igennem – og de er sandsynligvis mange, men ikke flere end de altid har været.
Og så kigger du ud af vinduet og kommer som det naturligste i verden til at tænke på den tyske 1800- tals teolog Friedrich Schleiermacher, som ifølge din bedste overbevisning er stærkt undervurderet, og som blandt meget andet har reflekteret over det, at mennesker viser sig som personer for hinanden gennem deres ansigt, mimik, gestik, lyd og tone, og du er ikke helt sikker på, at du har forstået hans filosofiske åbenbaringsbegreb rigtigt, men du tror, at det har at gøre med, at vi gerne vil åbne os og vise os for hinanden og komme til syne for hinanden, og du ved, at du gerne vil komme mere til stede og til syne i dit liv, ikke som en der står på gadehjørnerne og på sociale medier og kæmper om opmærksomhed desperat drevet af at få andre til at kunne lide dig, men som en, der tør leve nærværende og åbent. Også når man er bange og fuld af tvivl på, om det virkelig er Kristus, der venter os i 2026, eller om det er Trump eller Putin eller andre dårlige nyheder om verdens tilstand, eller om det er sygdom, pengesorger eller melankoli eller en række af ensomme vandringer rundt omkring i byen og sindet.

Lad bare alle fredsforstyrrerne og alt det andet være der i 2026 – bare Kristus er der også. Så går det alt sammen.

Og så tænder du for radioen, og Coldplay synger A sky full of stars, en sang om en himmel fuld af stjerner. Om at give sig selv til den himmel. Og du ved ikke, om det er en sang til Gud, til livet, til en mand eller kvinde?
Det må vi så selv finde ud af. Coldplay med forsanger Chris Martin, rockmusikkens glade labradorhvalp som han er blevet kaldt, har givet os sangen, og nu må vi selv rode med den. Og vi tænker: At være glad og ubekymret som en labrador-hvalp – hvordan bliver man det? Er det muligt? Hvordan giver man flere hjerte-emojis?

Men at træde ud i det, leve under en himmel fuld af lysende stjerner – det vil vi alligevel gerne. Det kan vi finde ud af – måske. Det kan vi glæde os til – måske.

Og vi sidder ved et vejkryds i tiden, og sangen kommer til at handle om at finde hjem i Guds kærlighed, en kærlighed som er en himmel fuld af stjerner, en kærlighed, som er hånden under os, lyser vejen op foran os, en kærlighed som man give sit hjerte til i tillid til, at der bliver passet rigtig godt på det, og det er også nødvendigt, for ellers falder vi helt fra hinanden. Vi har ikke ret meget mere at give af på den konto.
Og så får vi spontant lyst til at brøle godt nytår til alle i bussen – selv til sorgen, der ikke vil give slip på glæden derned på bagerste række – og til dem, der holder ved siden af os i krydset, men vi ved ikke helt, hvad det betyder at ønske godt nytår. Men omvendt så er det måske så enkelt, som det lyder. Et ønske uden forbehold. En hilsen uden reservationer. En hjerte-emoji på afveje, en Schleirmacher-mimik med filosofisk åbenbaringstyngde.

Så holder vi her. Ved det vejkryds i tiden, som vi kalder nytårsaften.

Vi kigger op. Så bliver der grønt lys – og vi kører.